Læsehule
start på hovedindhold

Magisk læsehuleudstilling med yndlingsfigurer

Hunden Ib, Ternet Ninja, Frøken Ignora, Børste og Bibber - børn og voksne kunne komme på besøg hos deres yndlingslitteraturfigurer i Læsehuleudstillingen i Pakhusgalleriet, som var en del af Odsherred Læser 2025.

Læseglæde på udstilling

Som en fast del af Odsherred Læser sættes i ugerne omkring festivalen en udstilling op i Pakhusgalleriet i Nykøbing. Udstillingen er altid forankret i årets tema, og det var derfor nærliggende at arbejde med læseglæde som udgangspunkt for udstillingen i 2025, hvor festivalens tema var livsglæde.

Det enkelte barns læseglæde har brug for et fysisk rum at udvikle og udfolde sig i – og hvad er skønnere end en hule, man kan kravle ind i, undersøge, genkende, lege - og læse i? Idéen om Læserup – en lille by befolket af afholdte og kendte litterære figurer – var født.

Skilt til Læserup

Læserup – læring, leg og læseglæde

I Læserup kom således, forbundet af et lysende grønt stisystem, fem højt skattede figurer fra litteraturens verden til at bo: Børste, Hunden Ib, Bibber, Frøken Ignora og Aske (fra Ternet Ninja) flyttede ind i hver deres læsehule, som hver især var bygget op i børnestørrelse og udformet, så de forskellige litterære universer kunne genkendes på lang afstand.

Hver hule havde plads til en hel gruppe børn, og var udformet som et rum for nysgerrighed, genkendelsens glæde, fordybelse, leg og læsning, og udstillingen som helhed var som en stor indendørs legeplads, hvor livs- og læseglæde kunne udfolde sig.

Læserup havde selvfølgelig også sit eget bibliotek, og besøgende kunne ligeledes bygge deres egen mini-læsehule – eller en stor læsehule, man selv kunne være i.

Piger bygger læsehule

Samskabelse, samarbejde – og stor stolthed

Odsherred Læsers udstillinger bliver altid til i et samarbejde med børnene i Odsherred. Gennem modtagelse af festivalens udstillings-kufferter arbejder omkring 600 institutions- og skolebørn hvert år med forskellige kreative processer og teknikker, der tager udgangspunkt i en konkret skønlitterær bog og derefter udmønter sig i artefakter, der indgår som en del af udstillingen – bl.a. malede vuggestuebørn blomster til Børstes have efter at have læst Børste vander alt muligt, og 5. klasser læste Ternet Ninja 3 og nålefiltede citater fra bogen.

Ligeledes bidrager Team Nyttejob og forskellige uddannelsestilbud for sårbare unge til udstillingernes tilblivelse, og alle disse samarbejder resulterer i et stort besøgstal, der udspringer af medejerskab og stolthed.

Formiddagene i udstillingen bruges til besøg af skoleklasser og institutioner, der deltager i workshops, højtlæsning, leg og andre aktiviteter, og om eftermiddagen er udstillingen åben for offentligheden.

Pige i Læsehule
Piger i telt