Bibber i fire udgaver
start på hovedindhold

Mød maskotten Bibber

Bibber er Odsherred Læsers maskot. Læs her om Bibber og tilblivelsen af hendes helt egen bog, hør Bibbers sang og find strikkeopskriften til at lave din egen Bibber-læsebamse.

Hvem er Bibber?

Bibber har siden 2019, hvor hun blev skabt til festivalen af illustrator Tove Krebs Lange, siddet i sine kondisko på toppen af Odsherred fordybet i en bog.

Måske Bibbers navn dufter lidt af bibliotekar – i hvert fald elsker hun bøger og at besøge biblioteket og ikke mindst at være med til at gøre Odsherreds børn og unge nysgerrige på litteraturens mangfoldige og livsudvidende verden.

Forsiden til billedbogen "Bibber"

Bibbers egen bog

Siden Odsherred Læsers begyndelse i 2012 er Odsherreds børn og unge hvert år i uge 45 blevet præsenteret for sjove og skæve litterære oplevelser. I 2024 opstod et ønske om at styrke festivalens identitet og synlighed – og her skulle Bibber spille en hovedrolle: alle børn i Odsherred skulle genkende Bibber som Odsherred Læsers maskot og logo.

Tove Krebs Lange genbesøgte derfor sin figur og udforskede sammen med indskolingselever på Nykøbing Skole, hvem Bibber mon kunne være. På baggrund af elevernes input skrev og illustrerede Tove Krebs Lange bogen Bibber, der i forbindelse med festivalen blev uddelt til alle kommunens børn i alderen 3-8 år.

Bogen Bibber har fået fondsstøtte fra Dragsholm Sparekasse og Sparinvest. Bogen kan lånes på alle Odsherreds bibliotekers filialer.

Bibbers egen udstilling

For at fejre Bibbers nye bog inviterede Odsherred Læser i 2024 alle Odsherred-børn fra børnehavealderen til og med 4. klasse til at lave deres egne Bibber-kunstværker til festivalens årlige kunstudstilling i Pakhusgalleriet i Nykøbing Sj.

Mere end 700 børn filtede, modellerede, malede og syede Bibber og inviterede familie og venner til at komme på besøg i udstillingen.

Spar Nord Fonden og Nordea-fonden støttede finansieringen af udstillingen, materialerne til børnenes Bibber-kunstværker og workshops med Tove Krebs Lange.

Strik en Bibber-bamse

Forberedelse til strikket Bibber

Odsherred Læser er altid på jagt efter håndarbejdsentusiaster, der gerne vil sy, strikke eller hækle Bibber – vi sender nemlig hvert år under festivalen Bibber afsted som læsebamse, og jo flere Bibber’e, vi har, jo flere børn kan være med.

Bibber-læsebamserne kommer på besøg hos børnene, der tegner og skriver om Bibbers oplevelser.

Rita Madsen har står bag strikkeopskriften.

Skriv til litteratur@odsherred.dk, hvis du gerne vil donere en Bibber-læsebamse.

Kurv af strikkede bibbere

Hør Bibbers sang

Tekst: Tove Krebs Lange
Melodi og indspilning: Sille og Palle