Børn til Odsherred Læser
start på hovedindhold

Ledige pladser for 0-4-årige til forestillingen 'Et tomatliv'

Hvad sker der egentlig, når et lille tomatfrø bliver puttet i jorden? Det kan I opleve, når Quasiteatret kommer til Odsherred med den anmelderroste forestilling 'Et Tomatliv' – en sanselig og finurlig teateroplevelse for de allermindste.

Lige nu er der ledige pladser at melde sig på til forestillingen 'Et Tomatliv'. 'Et Tomatliv' er for børn fra 0-4 år og er skabt med blik for de mindstes særlige måde at opleve teater på. Forestillingen er opsat af Quasiteatret med Marie Møller i spidsen.

Historien følger tomatens liv fra det lille frø, der spirer og vokser, til den modne tomat – og hele vejen tilbage til et nyt frø. Undervejs er der både natur, nysgerrighed og måske også en sulten snegl, der gerne vil blande sig. Det hele fortælles i et roligt og legende univers, der inviterer børnene til at opleve, undre sig og gå på opdagelse sammen.

Alle børn får billedbogen 'Hej Tomat' med hjem fra forestillingen. Bogen er skrevet af Marie Møller og illustreret af Tove Krebs Lange og tager udgangspunkt i forestillingen. Den handler om en lille gartner, der sår frø, får en tomatplante til at gro – og må holde øje med en snegl, der også er meget glad for tomater. Bogen er produceret til Odsherred Læser med støtte fra Dragsholm Sparekasse.

Ledige pladser

Der er stadig enkelte pladser, og tilmelding er åben for dagplejere, vuggestuer og de mindste børnehaveårgange. Mødregrupper, hjemmepassere og forældre på barsel er også meget velkomne til at tilmelde sig.

Deltagelse er gratis – først til mølle:

  • 5. november kl. 9.00-9.20: Pakhus 2 – 15 pladser

  • 6. november kl. 9.00-9.20: Fidusen – 9 pladser

  • 6. november kl. 10.00-10.20: Fidusen – 25 pladser

Vil I sikre jer en plads, så skriv til Litteratur@odsherred.dk.